![]() |
![]() |
|
|
Teglgårdsvej 21 B
2920 Charlottenlund Telefon 39 64 64 11 |
Velkommen til GALAKSEN Daginstitutionen Galaksen blev åbnet 1. marts 1997 og ligger midt i Skovshoved, tæt på både skoven og vandet.
Galaksen er normeret til ca. 80 børn fordelt på stuerne; Jupiter, Stjerneskuddet, Apollo, Pluto og St. Bjørn. Galaksen er opdelt i 2 afdelinger med de yngste børn på stuerne Jupiter, Stjerneskuddet og Apollo og de ældste børn på stuerne Pluto og St. Bjørn. Galaksen er en integreret institution, dvs. at børnene er garanteret en plads i institutionen indtil de skal starte skole.
Overordnede pædagogiske principper Det er vores mål at skabe en åben og aktiv institution, der er præget af en atmosfære af nærvær, tryghed og omsorg – et sted hvor børn og voksne trives.
Pædagogiske overvejelser For at skabe en dagligdag med tryghed og tillid lægger vi vægt på, at børnene oplever os som kærlige og omsorgsfulde voksne, der er nærværende og synlige for dem. Børnene skal føle sig accepteret og værdsatte og de voksne skal være opmærksomme på hvert enkelt barn, rumme barnets følelser, styrker og svagheder og stille relevante krav og udfordringer. Vores pædagogiske udgangspunkt er, at for barnet i alderen 0-6 år er den læring der foregår en ” læring til livet”. Vi ønsker at understøtte udviklingen af selvstændige og handlekraftige børn, der har mod på livet, som udviser tolerance overfor hinanden og som drager omsorg for sig selv og andre. Vi lægger vægt på det enkelte barns personlige udvikling og dets læring til et liv i fællesskabet. Barnet lærer igennem legen, og vi arbejder derfor ud fra viden om den lærende leg og den legende læring. Legen stimulerer nysgerrigheden; i legen kan alt afprøves, fantasien og forestillingsevnen får gode vilkår, og der bruges tidligere oplevelser og erfaringer. Vi er opmærksomme på det enkelte barns stærke sider og ressourcer og tager udgangspunkt i dette. Derved får barnet en oplevelse af succes, som er nødvendig for at tage det næste ”usikre og nysgerrige skridt”.
Personalet tager ansvaret for børnenes udvikling og læring i institutionen. Sideløbende giver vi udfordringer, der bringer barnet videre i sin udvikling. Vi tilrettelægger en hverdag, som er inspirerende, og vi indretter vores institution, så legen har gode betingelser. Vi er bevidste om, at vi er rollemodel for børnene. Pædagogens engagement og livsglæde er en central faktor i samværet med børn. Vi tilstræber, at børn og voksne møder hinanden med anerkendelse, respekt for hinandens personlighed og forskellighed. Kvalitet i kontakt og nærvær er grundlæggende for alt i det pædagogiske arbejde. Vi er bevidste om, at børn lærer rigtig meget af andre børn, og noget af det vigtigste, børn lærer i en daginstitution, er at være sammen med andre børn.
I Galaksen har vi i de forløbne år haft fokus på børns leg og bevægelse. Legen skaber helhed for børnene, og igennem legen udvikles mange færdigheder og relationer. Vi har valgt at fokusere på indretningen af institutionen, da det har stor betydning for børnenes legemuligheder. Vi vil gerne give børnene mulighed for at kunne lege og fordybe sig, og der skal være mulighed for, at de kan bruge deres krop og sanser og herved udvikle deres motorik. Vi understøtter barnets skabende evner ved at give mulighed for fantasifulde, kreative udfoldelser med bl.a. form og farve. I det pædagogiske arbejde tager vi udgangpunkt i Howard Gardners teori om de mange intelligenser: Vi er født med evner, disse er mangesidige, og alle har vi evner for et eller andet. Intelligenser er uafhængige af hinanden, men også samtidig afhængige af hinanden. Ved at arbejde med teorien om de mange intelligenser, sikres det, at barnet får mulighed for at styrke stærke og svage sider, opbygge selvværd og selvtillid, og herved mulighed for at tilegne sig nye handlefærdigheder.
|
|